Stor usikkerhed om vejskat
Ud af de 4.300 bestilte on-board computere i Danmark, er der foreløbig kun udleveret 660, og mangelsituationen er den samme i de øvrige europæiske lande, oplyser DTL om situationen for den tyske vejskat.
»Selv en super-optimist kan ikke tro på, at det bliver muligt at fremskaffe det fornødne antal OBUer til 2. november 2003, når Mauten træder i kraft. Jeg tænker vel at mærke på de OBUer, der virker fejlfrit. Vi har ingen garanti for, at fejlene på de allerede installerede OBUer kan nå at blive udbedret. Toll-Collect har en virkelig dårlig sag«, siger ordførende direktør Michael Svane, DTL.
Systemet skal virke
Han er medlem af den ekspertgruppe, som den tyske regering og EU har nedsat for at skabe klarhed over de tekniske problemer i forbindelse med vejskatten.
»Det forekommer mere og mere sandsynligt med en yderligere udsættelse af startdatoen for Mauten. Fra DTL vil vi kræve, at systemet først sættes i kraft, når der foreligger en garanteret teknisk drift af systemet, herunder af OBUerne«, siger Michael Svane.