Den går ikke
»Komplet uacceptabelt.«
Så klart melder DTLs direktør Michael Svane ud om chauffører, der foretager sig alt muligt andet i førerhuset end at passe deres kørsel, oplyser DTL.
»Vi opfordrer alle vore medlemmer til at påtage sig deres ledelsesansvar og sørge for, at deres chauffører er helt klar over, at køretid kun er køretid.
Jeg tænker naturligvis mest på trafiksikkerheden - men også på, at den slags eksempler giver anledning til en helt unødvendig og meget negativ omtale af transporterhvervet. Det kan ingen seriøse udøvere af vort erhverv være tjent med,« siger han.
Den aktuelle sag er bragt frem af TV2, der ved hjælp af skjulte vidoeoptagelser har vist, at nogle lastbilchauffører ikke holder opmærksomheden rettet på trafikken hele tiden, mens de kører.
Møder med SiD og Volvo
Michael Svane bebuder, at sagen bliver taget op allerede i aften i Aabenraa, når DTL i samarbejde med Volvo og SiD tager hul på en række aftenmøder med titlen »Bedre adfærd – bedre indtjening.«
Aftenmøderne gennemføres i løbet af de næste par måneder og skal samle emner og spørgsmål op fra familiearrangementerne, »Trafiksikkerhed i øjenhøjde«, der er i gang over hele landet - næste gang på lørdag i Viborg.
»Den aktuelle sag fra TV2 og nogle aviser viser, at der er et stort behov for at få diskuteret trafiksikkerhed og adfærd mellem chauffører og vognmænd.
Den diskussion skal begynde hjemme på kontoret hos vognmanden – og hellere i dag end i morgen,« siger Michael Svane.