Konference i Tyskland om Femern Bælt
Femern Bælt er tilsyneladende kommet på dagsordenen i Tyskland. I går aftes blev der således afholdt en konference i Berlin om en fast forbindelse over Femern Bælt.
Konferencen var arrangeret af delstats-regeringerne i Schleswig-Holstein og Hamborg, Vestsjællands Amt, Storstrøms AMT samt Region Skåne.
Konferencen blev ledet af Heide Simonis og Bernd Rohwer, henholdsvis ministerpræsident og trafikminister i Schleswig-Holstein. Blandt deltagerne var politikere fra bl.a. Forbundsdagen i Berlin samt repræsentanter fra især tysk erhvervsliv.
Indlæg fra Flemming Hansen
På konferencen var der fra dansk side indlæg fra trafikminister Flemming Hansen og amtsborgmester Ivan Olsen, Storstrøms Amt.
Trafikminister Flemming Hansen vil i sit indlæg redegøre for de perspektiver, der ligger i at binde Skandinavien og Tyskland tættere sammen ved at bygge en fast forbindelse over Femern Bælt. Denne forbindelse skal endvidere ses som et vigtigt led i skabelsen af et transeuropæisk transportnet. Endvidere vil Trafikministeren redegjorde bl.a. for de erfaringer, vi har i Danmark med de faste forbindelser over Storebælt og Øresund.
Ser frem til at møde Stolpe
"Hidtil har der ikke for alvor været en debat i Tyskland om Femern Bælt forbindelsen. Derfor er jeg meget glad for, at der er taget initiativ til at afholde denne konference, der givetvis har bidraget til at få sat Femern Bælt projektet på den politiske dagsorden, også i Tyskland. I den forbindelse glæder jeg mig over den meget positive melding, der for nylig er kommet fra min tyske kollega, Manfred Stolpe, om at Tyskland er ved at være parat til at gå videre med projektet," sagde den danske trafikminister, der ser meget frem til at mødes med den tyske trafikminister Manfred Stolpe i slutningen af året.
"Jeg håber, at det vil lykkes os at indgå en principaftale om Femern Bælt projektet, især i de vigtige spørgsmål omkring organisering og finansiering af projektet," siger Flemming Hansen.