23948sdkhjf

Kendt lastbilforhandler solgt

Med virkning fra 1. september har den danske Scania-importør Scania Danmark A/S købt Scania-forhandleren Topsted A/S, der driver Scania-anlæg i Århus, Randers, Viborg, Hobro og Holstebro, samt snart også vaskeanlæg i Støvring.

Scania Danmark ejer i forvejen den store Scania-forhandler Diesel-Gården A/S med Scania-anlæg i Padborg, Flensborg, Vojens, Kolding, Esbjerg, Erritsø og Odense.

Scania Danmark planlægger at fusionere de to virksomheder til én stor forhandler, som vil blive Danmarks største autoriserede lastbilforhandler med et årligt salg på mere end 1.000 nye og brugte lastbiler. Fusionen ventes at finde sted ved årsskiftet.

Vil stå stærkt

”Topsted er blandt de største og mest veldrevne Scania-forretninger i Danmark. Ved at overtage Topsted nu og i løbet af den kommende tid fusionere virksomheden med Diesel-Gården er vi overbeviste om, at det vil sikre Scania en endnu stærkere placering i Danmark,” siger Scania Danmarks adm. direktør Jørgen Damkjær.

”Når vi sælger Topsted til Scania Danmark og lader virksomheden fusionere med Diesel-Gården sikrer vi, at Topsted får de bedste forudsætninger for også at klare sig godt i fremtiden. Kravene til effektivitet og bredere serviceudbud betyder, at de to virksomheder tilsammen får en meget stærk position til gavn både for kunderne og ikke mindst medarbejderne,” udtaler Per Foldager, der hidtil har været hovedaktionær og direktør i Topsted.

Fælles ledelse

Per Foldager fortsætter som ansvarlig for de samlede værksteds-, reservedels- og lageraktiviteter i Topsted og Diesel-Gården.

Den daglige ledelse af den nye store Scania-forhandler består derefter af Kurt Andersen, som bliver ansvarlig for administrations- og økonomifunktionerne, Torsten Helligsøe der får ansvaret for salg og udlejning af det samlede produktprogram, samt Per Foldager.

Kurt Andersen er i forvejen direktør for Diesel-Gården A/S, mens Torsten Helligsøe er markedschef, detail, samt medlem af ledelsesgruppen hos Scania Danmark A/S.

Skal finde et nyt navn

For kunderne i Topsted og Diesel-Gården bliver der i første omgang ikke tale om mærkbare ændringer, oplyser Scania Danmark.

Informationschef Mikael Friis, Scania Danmark A/S siger til Lastbil Magasinet, at Topsted og Diesel-Gården indtil videre markedsføres under deres nuværende navne, men at der arbejdes på at finde et nyt, fælles navn.

Læs også: "Scania overtager solidt firma"

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084