Demo af alvorlig trafikulykke
Kvæstede personer og havarerede biler samt adskillige politi-, brand-, ambulance- og redningsfolk indgår i en demonstration, der finder sted på et stykke uåbnet motorvej på rute 15 ved Klank mellem Låsby og Brabrand i dag kl. 13.
Demonstrationen vil minde meget om en virkelig trafikulykke, oplyser Vejdirektoratet.
Formålet er at formidle til trafikanterne, hvordan de bedst passerer et skade- eller uheldssted, hvor politi, brand- og redningsfolk arbejder.
Med en ny branchevejledning om sikring af skade- og uheldssteder ønsker arrangørerne at vise branchens egne folk, hvordan man bedst kan sikre brand- og redningsmandskab, når det arbejder f.eks. på en motorvej.
Baggrunden for den ny vejledning er, at brand- og redningsfolk gang på gang må springe for livet, og adskillige er allerede blevet kvæstede.
Flere politikredse har af frygt for personalets sikkerhed i øvrigt besluttet helt at lukke motorveje ved større ulykker.
Bag arrangementet står BAR transport og en gros, der gennemfører demonstrationen i samarbejde med Vejdirektoratet, politi, brandvæsen og Falck.