Kendte transportfirmaer fusionerer
To kendte danske transportfirmaer er fusioneret. Det drejer sig om EHJ Transport og Spedition A/S og International Combifragt A/S. Begge firmaer har trafikker til det meste af Europa, og begge har afdelinger i København, Århus og Kolding.
Ifølge Jydske Vestkysten er det Combifragts afdeling i Kolding, der fremover skal være hovedsæde for det nye fusionsfirma, som får navnet EHJ Combifragt A/S. Ifølge bladet bliver EHJ’s nuværende direktør Glenn Gretlund adm. direktør, mens Jørgen Hansen fra Combifragt bliver direktør for et nyt holdingselskab.
Positive resultater
Det nuværende EHJ Transport og Spedition A/S har desuden en stor afdeling i Padborg, hvor også koncernens vognmandsfirma KEC Transport (før K.E. Christesen, red.) har til huse. Ifølge Jydske Vestkysten flytter medarbejderne hos EHJ i Padborg med til Kolding, mens folkene i KEC Transport bliver i Padborg.
Både EHJ Transport og Spedition A/S og International Combifragt A/S havde gode positive resultater i deres seneste regnskabsår.