Tidemann: Debat kørt af sporet
I lederen i det første medlemsblad efter ferien langer formanden for Foreningen af Danske Langtursvognmænd, Jens Tidemann kraftigt ud efter de politikere, som bl.a. kræver, at lastbilhauffører skal være 21 år, inden de kan få stort kørekort - uden at der efter Tidemanns mening er nogen dokumentation for, at unge chauffører er skyld i specielt mange ulykker.
Jens Tidemann skriver bl.a.:
“Når vi ser tilbage på alle de historier, der er bragt om lastbiler som dræbermaskiner, ført af nærmest lovløse chauffører, er det ikke det mindste overraskende, at skylden for ulykkerne i folkemunde blev lagt på lastbilerne. Men at adskillige politikere fulgte med og straks krævede aldersgrænsen forhøjet til mindst 21 år, er forstemmende. For hvor er den saglige begrundelse for at hæve aldersgrænsen fra de nuværende 18 år til for eksempel 21 år. Tror man virkelig, det er løsningen?
Jeg vil på ingen måde forsvare ulovligheder, men det virker uigennemtænkt, at man - inden politiets undersøgelser er færdige - går ud med et budskab om, at man vil skabe øget trafiksikkerhed ved at hæve aldersgrænsen til mindst 21 år. Sandheden er jo den, at der ikke foreligger et eneste bevis på, at det kun er de unge chauffører, der er impliceret i ulykker. De fleste inden for branchen ved udmærket, at uheldsmønstret er bredere, og at vi alle uden undtagelse kan være uheldige.
Der har været talt og skrevet meget om lastbilernes fart, men undersøgelserne har vist, at det ikke var farten, men uopmærksomhed, der var en medvirkende faktor til ulykkerne.
Alle disse ting kunne en havari-kommission fokusere på ved at gå i dybden med de alvorlige ulykker. Undersøgelserne kunne meget vel bruges i det forebyggende arbejde, som vognmandsbranchen selv går så meget ind for. Derfor bør trafikministeren overveje en særlig havari-kommission for tunge køretøjer.”