Advarsel til bestyrelse: Lav ikke den dumhed igen
Mens beretningen fra formanden på DTL’s generalforsamling lørdag i Aakirkeby kun gav anledning til to indlæg, var der anderledes gang i debatten på den efterfølgende generalforsamling i ATL.
Årsagen var ATL’s bestyrelses beslutning om at sende spørgsmålet om moderbindingen til DTL til afstemning blandt medlemmerne - uden først at have indhentet accept fra bestyrelserne i DTL og ITD.
»ATL gik enegang, og det skabte utrolig stor skade for hele branchen. En sådan enegang må ikke gentage sig - lav ikke den dumhed igen,« sagde ITD’s næstformand Mogens Therkelsen i en usædvanlig skarp kommentar til beretningen fra ATL’s formand Joan Hansen.
Moderbindingen hæmmer
Et par timer efter at være blevet vraget til DTL’s bestyrelse på grund af hele sagen om moderbindingen sagde Joan Hansen blandt andet i sin beretning:
»Moderbindingen hæmmer udviklingsmulighederne i transport- og logistikerhvervet og strider samtidig mod demokratiske principper om virksomhedernes adgang til selv at vælge, hvor det er mest hensigtsmæssigt at lægge kontingentkronerne,« sagde Joan Hansen som forklaring på, at bestyrelsen indkaldte til ekstraordinære generalforsamlinger for at få vedtægtsændringen vedtaget med henblik på ophævelse af moderbindingen.
Til trods for at 63,8% stemte for forslaget om ophævelse af moderbindingen mellem ATL og DTL, faldt forslaget, idet der til en vedtægtsændring kræves, at mindst 75% havde støttet forslaget.
»I ATL’s bestyrelse finder vi afstemningsresultatet dybt beklageligt, men vi har taget resultatet til efterretning,« sagde formanden i sin beretning.
Se til Sverige
Joan Hansen lagde i sin beretning ikke skjul på, at visionen er, at ATL skal være for alle arbejdsgivere i transportbranchen og ikke kun for vognmænd:
»Vi skal væk fra at se os selv som vognmænd i vognmandsbranchen, og bevæge os i retning af se os selv som aktører i transport - og logistikerhvervet,« sagde hun og nævnte svenskerne som forbillede:
»I Sverige har man samlet alt inden for transport og logistikerhvervet i Transportens Arbejdsgiverforening. Denne favner såvel lastbilvognmænd som bus- og rutebilejere, turistvognmænd, taxavognmænd, private jernbaneoperatører, luftfartsvirksomheder, havne og andre virksomheder, som arbejder med transport og logistik.«
»Men for at kunne opnå målet om at samle alle arbejdsgiverinteresser i Transportens Arbejdsgiverforening, er det nødvendigt at ophæve moderbindingen mellem ATL og Dansk Transport og Logistik (DTL), som er stadfæstet i ATL’s vedtægter,« understregede formanden.