Dyrere forsikringer for vognmænd
Folketinget vedtog tirsdag en ny arbejdsskadelov, der får virkning fra 1. januar 2004, og den vil betyde store ekstraudgifter for danske virksomheder, oplyser DTL.
»Det gælder også for transportvirksomhederne,« siger kontorchef Henriette Skaastrup, DTL. »Udover højere præmier på arbejdsskadeforsikringen kan de nye regler også betyde stigninger på erhversansvarsforsikringen og vil i visse situationer også ramme bilansvarsforsikringen.
Loven kan altså smitte af på erstatningerne fra andre af vognmandens forsikringer end blot arbejdsskadeforsikringen,« siger hun.
Flere skader anerkendes
Loven udvider ulykkes- og erhvervssygdomsbegrebet. Den indebærer samtidig en forenkling af de gældende skadebegreber. Det betyder, at hidtil afviste skader med begrundelsen, at ulykken var »forventelig« eller »sædvanlig« i tilskadekomnes erhverv, nu vil blive anerkendt som arbejdsskader med mulighed for erstatning.
Loven menes at medføre, at over 4.000 flere skader vil blive anerkendt hvert år. Især ventes det, at mange rygskader fremover anerkendes som arbejdsskader.
Samtidig udvides den sikrede personkreds med selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller. Loven ændrer også på reglerne for sagsbehandlingen for at få kortere ekspeditionstid.