1. spadestik til FDE Center Padborg
Bov Kommunes borgmester Jens Aage Helmig tog i går 1. spadestik til "FDE Center Padborg".
FDE Center Padborg bygges af FDE Holding A/S, som er datterselskab af foreningen International Transport Danmark (ITD), der repræsenterer de internationale transportvirksomheder i Danmark.
Byggeriet foretages på en 25.000 m2 stor grund i direkte tilknytning til motorvejsfrakørsel nr. 75 ved rundkørslen Lyren nord for Padborg. Indflytning forventes at finde sted i sommeren 2004.
90 medarbejdere
Byggeriet består af en kontordel på ca. 2.850 m2 fordelt på tre plan og skal huse de godt 90 medarbejdere i foreningen ITD og i datterselskaberne i FDE, hvor der serviceres i alt 8.000 kunder med en lang række services og produkter primært rettet mod transportbranchen i ind- og udland.
Derudover flytter Institut for Transportstudier og CALT, der er et centersamarbejde mellem Instituttet og Syddansk Universitet, med ind i det nye byggeri. Det samme gælder Padborg Udviklingscenter og BST Varde, der etablerer et nyt kontor i det nye center.
I alt kommer der fast til at arbejde mellem 100 og 110 personer i den nye kontorbygning.
Kurser og konferencer
I tilslutning til kontorbyggeriet etableres der møde-, kursus- og konferencefaciliteter i en tilknyttet bygning på ca. 1.000 m2. Faciliteterne vil udover foyer, kantine og reception indeholde en større konferencesal samt møde- og kursuslokaler.
Lokalerne skal anvendes af virksomhederne i den tilsluttede
kontorbygning. Derudover har Bov Kommune indgået en langtidsaftale om benyttelse af lokalerne, ligesom disse vil blive udlejet til eksterne interesserede.
Samles atter
"Med byggeriet ser vi frem til igen at kunne samle ITD og FDE under samme tag med henblik på at opnå størst mulig synergieffekt mellem selskaberne," udtaler adm. direktør Jens I. Petersen.
Totalentreprenør på byggeriet er MT Højgaard, Schmidt, Hammer & Lassen er arkitekter, og firmaet Dirks er rådgivende ingeniører.