Kvartalsregnskab fra DSV
DSV offentliggjorde i går koncernens regnskab for 1. kvartal i år.
Resultatet for 3 måneders perioden efter beregnet skat og minoritetsandele blev på 37 millioner kroner, hvilket koncernledelsen betegner som meget tilfredsstillende.
Nettoomsætningen er realiseret med 4.287 millioner kroner, mens bruttofortjenesten er 956 millioner kroner.
Resultatet før afskrivninger er 231 millioner kroner, og resultatet før afskrivninger på koncerngoodwill er 169 millioner kroner.
Resultatet af den primære drift (EBIT) er 138 millioner kroner.
Finansielle indtægter og udgifter netto er minus 60 millioner kroner, hvilket giver et resultat før skat og minoritetsandele på 78 millioner kroner.