Slut med tilladelser til Baltikum
Færdselsstyrelsen indgik fredag en aftale i Tallinn med myndighederne fra Estland, Letland og Litauen om afskaffelse af udvekslingen af de bilaterale
kørselskontingenter.
Hidtil har vejtransport mellem de Baltiske lande og Danmark krævet tilladelse reguleret ved kvoter.
Aftalen indebærer, at der fra den 1. oktober 2003 ikke længere skal udveksles kørselstilladelser for transporter til, fra og igennem nævnte lande.
Gælder ikke cabotagekørsel
Aftalen omfatter ikke de rent indenlandske transporter, den såkaldte cabotagekørsel.
En tilsvarende aftale om afskaffelse af tilladelseskvoter blev indgået med Polen sidste efterår.
Tilfreds minister
Trafikminister Flemming Hansen udtrykker tilfredshed med den indgåede aftale:
”Jeg er meget tilfreds med den aftale, Færdselsstyrelsen har indgået med myndighederne fra de Baltiske lande,” siger Flemming Hansen. ”Den afregulering, der nu har fundet sted med Polen og de Baltiske lande, er et vigtigt bidrag til den erhvervsmæssige udvikling i Østersøregionen og de
bagved liggende lande. Det er oplagt, at dansk erhvervsliv, herunder transporterhvervet, står over for store udviklingsmuligheder i regionen.”
Trafikministeren tilføjer, at han glæder sig over, at aftalen har fuld opbakning fra transporterhvervets organisationer, International Transport Danmark og Dansk Transport og Logistik.