Omstridt direktør fyldte rundt
Direktøren for Statens Bilinspektion, Jesper Hansen kunne i går fejre sin 50 års fødselsdag. Det kunne han gøre i bevidstheden om, at han i øjeblikker sidder som chef for en institution, der i de seneste måneder har været i mediernes søgelys, bl.a. på grund af strejken blandt personalet tidligere på året.
Jesper Hansen er uddannet cand.oecon fra Aarhus Universitet med speciale i virksomhedsøkonomi. Fra 1991-95 var han rederichef hos DSB Rederi og derefter adm. direktør. Siden blev han direktør for Danwaste i København og adm. direktør og hovedaktionær i virksomheden Unico/Unistaal Indbo i Jyderup.
I 2000 kom han til Statens Bilinspektion.