Grønt lys for vejskat-selskab
Europa-Kommissionen har netop givet grønt lys for, at Daimler-Chrysler og Deutsche Telekom har oprettet det fælles selskab Toll-Collect, der skal stå for administration samt opkrævning af den tyske vejskat, oplyser DTL.
Der er dog tale om en betinget godkendelse, idet Kommissionen har stillet en række betingelser vedrørende brug af udstyr fra uafhængige udbydere samt adgang til udbud af telematikydelser. Det drejer sig f.eks. om brændstofs-data, kørselsplanlægning, track and trace og inden for rammerne af det elektroniske opkrævningssystem.
Dominerende
Kommissionen har fundet, at Daimler Chrysler samt Deutsche Telekom ville opnå en dominerende markedsposition. Derfor har Kommissionen især ønsket at sikre sig, at der ikke blev skabt et europæisk monopol på elektroniske opkrævningssystemer samt telematik på transportområdet.
Kommissionens betingelser indebærer især, at der skal etableres et selvstændigt selskab, der skal forestå den telematiske service. Dette selskab skal være uafhængigt af Toll-Collect, ligesom der åbnes adgang for bl.a. lastbilproducenter som aktionærer i et sådant fælles selskab.
Mauten endnu ikke godkendt
Kommissionens godkendelse af Toll-Collect selskabet indebærer i øvrigt ikke en godkendelse af selve afgiftsordningen.
Mauten er dermed ikke endnu godkendt af Europa-Kommissionen.
Ifølge DTLs oplysninger vil Kommissionen imidlertid ikke godkende, at kompensationsordninger etableres som en refusionsordning af dieselafgift tanket og betalt i Tyskland.
»DTL er meget tilfreds med, at Europa-Kommissionen har lyttet til brugerinteresserne og dermed hindret, at der i kølvandet på den tyske afgiftsordning skabes et europæisk monopol på trafiktelematikområdet,« siger direktør Michael Svane, DTL.