Nyt dæk sprøjter mindre
Når lastvogne kører på våde veje, slynges der vand op på de forbipasserende, og resultatet er en kraftig forringelse af udsynet for de øvrige bilister ved f.eks. overhalinger eller passage af lastbiler.
Men nu har Michelin opnået en kraftig reduktion af generne ved at konstruere et dæk, som kraftigt reducerer de generende sprøjt.
Det nye dæk blev for nylig præsenteret for verdenspressen i Berlin, hvor også Lastbil Magasinet var med.
»Anti-splash deflektoren ændrer retningen og reducerer mængden af det opslyngede vand. Det forbedrer udsynet for de bilister, der passerer en lastbil samtidig med, at lastbilchaufføren får et langt bedre udsyn i sine bakspejle,« fortæller Jan Eriksson, der er teknisk chef for bus- og lastbildæk hos Michelin i Norden.
Ideen kommer fra fly
Anti-splash deflektoren er et patenteret system, som er udviklet af Michelins forskningsteam.
Systemet er baseret på løsninger, som Michelin har udviklet til flyindustrien, hvor et lignende system til flydæk forhindrer, at vand kommer ind i flyets motorer. Deflektoren er en rund kant på dækkets yderside, som effektivt ændrer på det opslyngede vands retning. Målinger viser, at højden på det opslyngede vand kan reduceres til en fjerdedel.
»Mange oplever det som ubehageligt at overhale lastbiler, specielt i vådt føre. Med den nye Anti-splash deflektor vil det sprøjte mindre, og overhalingen vil derfor bliver mindre dramatisk,« oplyser Michelin.
Større volumen
Det nye dæk (385/55 R 22.5 XFA 2 Energy) har lavere dæksider end de nuværende standarder på markedet.
»Med den nye dækdimension til lastbilernes forreste aksel tilbyder Michelin større volumen, uden at det går ud over den totale lasteevne,« fortæller Jan Eriksson.