Flere rapporter end stoppede køretøjer
”Tankevækkende.”
Sådan betegner politiassistent Christian Møller, København, resultatet af tre dages sværdgodskontrol på motorvejen i grænseområdet i Sønderjylland i sidste uge, hvor køreforbuddene på det nærmeste stod i kø.
Under kontrollen stod Christian Møller i spidsen for en håndfuld nye medlemmer at Færdselspolitiets Tungvognssektion. Betjentene var ikke mindst sendt i marken for at lære.
62 rapporter
”Vi var på stedet mandag, tirsdag og onsdag, og vi stoppede 60 tunge køretøjer. Ud af dem var de 20 særtransporter. Vi skrev 62 rapporter. Der blev udstedt 33 køreforbud. 16 af dem var alene på specialtransporterne,” siger Christian Møller.
Udover det klippede politiet pladerne på en særtransport.
For at komme kritikerne i forkøbet påpeger Christian Møller, at betjentene på stedet altså ikke talte de køretøjer, som passerede kontrolstedet, mens politiet var i færd med at undersøge de stoppede biler.
”Men tallene viser bare, at det stadig er for nemt for os at holde og plukke transporterne ud,” mener han.
Led af hjemve
Det grelleste eksempel, som blev stoppet, var en hollandsk blokvogn.
”Han blev noteret for at køre 100 km/t mod de tilladte 60 km/. Det må undre, at hastighedsbegrænseren ikke har sat ud,” påpeger Christian Møller.
Han understreger, at politiet ikke kan tage hollænderens kørekort, selv om der var fiflet med hastighedsbegrænseren.
”Vi kan kun dæmme op for hastigheden hos udlændinge ved at være på stedet og udstede bøder,” fortæller politiassistenten.
Bunder i direktiv
De danske regler om ubetinget frakendelse af kørekortet ved omgåelse af hastighedsbegrænseren bunder i et EU direktiv.
”Direktivet er garanteret også tiltrådt i Tyskland og Holland, men vores tilslutning har ingen retsgyldighed over for udlændinge,” påpeger Christian Møller.
Havde reglerne om hastighedsbegrænsere til gengæld sit udgangspunkt i en EU forordning, så ville den være gældende i samtlige lande i Fællesskabet.
Gængse problemer
Det er ikke de tekniske problemer, der volder særtransporterne mest hovedbrud.
”Det er mere klassefikationerne og dimensioner. Det sidste er noget, man kan finde ud af bare ved at tage et målebånd og måle op,” siger Christian Møller.
Et stykke hen ad vejen vil han give sværgodsvognmændene ret i, at lovgivningen på området er gammeldags.
”Men jeg vil ikke give dem ret i, at den er ubrugelig,” pointerer han.
Og han understreger, at resultatet af de tre dages kontrol langt fra er tilfredsstillende set med politiets øjne.