»Inden messen får vi tilsendt indbydelser fra Gud og hvermand, men når vi så møder op, har sælgerne ikke tid til at tale med en, i hvert fald ikke, hvis man blot er selvkørende vognmand.«

Det siger vognmand Per Jørgensen, Hvalsø på Sjælland. Han havde i lørdags taget turen til Midtjylland for at orientere sig om de nye lastbilmodeller på Transport 2003 i Herning. Men han blev - endnu engang - skuffet.

»Jeg kom lørdag formiddag, men gik allerede igen klokken 13. På en af lastbilimportørernes stande ville jeg gerne have prøvet at sidde i en af de nye modeller, men det var åbenbart vigtigere, at en 7-årig dreng fik lov til at sidde bag rattet. Så kunne jeg lige så godt tage hjem,« siger en ærgerlig Per Jørgensen. Når han besøgte messen lørdag, hvor der altid er flest gæster, skyldtes det, at han som selvkørende vognmand med én bil ikke kunne holde fri torsdag eller fredag.

På udkig efter en kran

På transportmessen i 1999 var Per Jørgensen dog til stede torsdag, idet han var taget af sted sammen med sin lokale vognmandsforening.

»Men selv om der ikke var nær så mange besøgende, så havde sælgerne åbenbart ikke tid til at tale med mig. Jeg var på udkig efter en ny kran, og var på en stand, hvor jeg gerne ville have en orientering. Der stod tre sælgere og sludrede hyggeligt ved en kran, men ikke én af dem henvendte sig til mig. Efter messen købte jeg en kran, men det blev helt sikkert ikke en fra det pågældende firma,« fortæller den sjællandske vognmand, der også havde følgende oplevelse på messen i 1999:

»På et tidspunkt stod jeg på en stand og talte med en lastvognssælger, da denne pludselig afbrød samtalen med ordene: “Nu har jeg desværre ikke tid til at tale med dig mere”, hvorefter han styrede direkte over til en vognmand, der har en vognpark på 25 biler. Han var åbenbart mere interessant end mig,« siger Per Jørgensen.

Klapper hinanden på skulderen

»Jeg tror mange sælgere i de her dage går og klapper hinanden på skulderen og siger, at de har haft en god messe. Men jeg mener, at sælgerne i stedet skulle spørge hinanden, om de nu har været aktive nok. For jeg er overbevist om, at mange andre har haft samme oplevelse som mig,« slutter Per Jørgensen.