Fik premiere-trailer i jubilæumsgave
Vognmand Per Jensen, Sørup ved Støvring fejrede lørdag sit 10 års forretnings-jubilæum med manér. Det foregik på transportmessen i Herning, hvor vognmanden sammen med en stor del af sine chauffører kunne beundre firmaets nyeste køletrailer, der samtidig er den første af sin slags, der er leveret i Danmark.
Det drejer sig om en BussBygg køletrailer med fuld sideåbning. Per Jensen udtrykte stor begejstring for sin nye trailer, der var udstillet på standen hos CNA Handel, der forhandler BussBygg i Danmark. Der er tale om en specialopbygning, hvor kølekasse og chassis er limet sammen. Chassiset er spcielt udviklet til BussBygg af Pacton.
Lav egenvægt
Trailerens egenvægt er 10.280 kg, inklusive pallekasse og en ekstra stor tank. Køleanlægget er et Vector 1800.
I anledning af jubilæet havde Per Jensen inviteret sine chauffører med til transportmessen. Vognmanden startede med tre biler i 1993. I dag kører han med 19 biler, fortrinsvis på Skandinavien for Thermo-Scandia.