Fhv. DTL-formand har stand på messen
TRANSPORT 2003-HERNING: Den tidligere formand for DTL, vognmand Kaj Nielsen, Langeskov har sin egen stand på transportmessen i Herning. Ikke som organisations-mand, men som repræsentant for firmaet Dansk Rednings Materiel ApS i Odense, som han er medejer af.
Firmaet har specialiseret sig i at levere skræddersyede opbygninger til vognmænd, der kører med f.eks. rednings- eller bjergningsbiler. Firmaet tilbyder at bygge biler op i alle størrelser, lige fra de helt små biler under 3500 kg og op til store bjergnings- og brandkøretøjer.
”Mange har en stor teknisk viden og kunne godt opbygge bilerne selv. Men det er bedre, at de bruger deres tid på landevejen,” mener Kaj Nielsen, der ikke selv foretager den fysiske opbygning af køretøjerne, men sørger for at få stykket en helheds-løsning sammen med hjælp fra underleverandører.
Erfaring fra Dansk Autohjælp
Kaj Nielsen er selv uddannet mekaniker og har desuden stor erfaring med rednings- og bjergningskøretøjer fra sit arbejde med Dansk Autohjælp Odense, hvor han er hovedaktionær og bestyrelsesformand. Han understreger dog, at Dansk Rednings Materiel er et helt uafhængigt selskab, der arbejder for alle.
Udover opbygning af biler tilbyder Dansk Rednings Materiel også en lang række produkter fra det tyske firma Prolux, der har specialiseret sig i alle former for tilbehør, både til redningskøretøjer og til de medarbejdere, der betjener køretøjerne. Dansk Rednings Materiel har fået det danske agentur for Prolux.