Optimistisk trafikminister
»Det er vigtigt for mig, at danske vognmænd sikres fair konkurrencevilkår, og jeg så gerne en fælles europæisk politik på afgiftsområdet,« sagde trafikminister Flemming Hansen i sin tale på ITD’s generalforsamling lørdag i Middelfart.
Trafikministeren tilføjede, at han er fuldstændig klar over, hvilke udfordringer ITD’s medlemmer står over for med hensyn til indførelsen af den tyske vejskat, Mauten. Han oplyste samtidig, at regeringen har iværksat et analysearbejde for at undersøge, hvilke konsekvenser Mauten får for danske erhvervsliv.
Skal arbejde sammen
Til trods for de tyske afgifter og de østrigske økopunkter, så ser ministeren optimistisk på fremtiden for danske vognmænd:
»Jeg er sikker på, at danske transportører har en stærk position, når det drejer sig om effektivitet og kvalitet,« sagde ministeren og understregede, at nøgleordene for danske vognmænd efter hans mening er omstillingsevne og fornyelse:
»Samarbejde mellem vognmænd er afgørende. I har en stærk selvstændighedstrang, og det er godt, men det skal kombineres med samarbejde, også på det økonomiske område,« sagde ministeren.
Femern-forbindelsen
Flemming Hansen kom også ind på regeringens store investeringsplan for trafikområdet, der netop er offentliggjort. Han nævnte, at der i planen er afsat 7 milliarder kroner, der er “uspecificerede”. Pengene kan evt. bruges til det videre forarbejde omkring Femern-forbindelsen, som trafikministeren talte varmt for:
»En fast forbindelse over Femern vil give øget fleksibilitet, og den vil binde syd og nord sammen ligesom Storebæltsbroen har bundet øst og vest sammen. Jeg har netop holdt møde med den tyske trafikminister, og han er enig i, at det ikke kun handler om at binde Danmark og Tyskland sammen, men om at forbinde Skandinavien med det øvrige Europa,« sagde Flemming Hansen.