ITD-formand: Færre danske chauffører på bilerne
»Åbningen mod øst vil uden tvivl medføre store ændringer i kørselsmønsteret. Man vil være nødt til at vælge den mest rationelle produktion, dvs. kørsel, og dette vil uden tvivl også gå ud over andelen af dansk beskæftigelse på køretøjerne.
Vi vil som danske vognmænd naturligvis allerhelst bruge danske chauffører, men kan af konkurrencemæssige årsager blive nødt til at foretage omlægninger.«
Det sagde formanden for ITD, vognmand Egon Sørensen i sin beretning på foreningens generalforsamling lørdag på Comwell i Middelfart.
Udfordring i stedet for trussel
Formanden beskæftigede sig i sin beretning en hel del med EU’s udvidelse mod øst:
»Vi har i ITD valgt at betragte åbningen mod øst som en udfordring fuld af nye muligheder, fremfor som en trussel. EU-udvidelsen vil medføre vækst i de nye markeder og i den europæiske samhandel, og dette vil give nye perspektiver for os. Med vor gennem årtier opbyggede store erfaring og viden må vi se at udnytte disse nye muligheder.«
»Jeg ved, at mange medlemmer frygter, at vognmænd fra de nye kommende EU-lande med deres lavere omkostnings-niveau vil blive en trussel for danske eksportvognmænd. Men omvendt ved vi fra diverse samtaler og besøg blandt andet i Polen, at de østeuropæiske vognmænd frygter vores store ekspertise og videnstunge transportløsninger endnu mere,« sagde Egon Sørensen.
Den tyske vejskat
Den kommende tyske vejskat var også et vigtigt tema i ITD-formandens beretning. Han fremhævede, at vejskatten bør have den enkeltes allerstørste bevågenhed. Man skal være opmærksom på, at skatten ikke alene medfører voldsomme omkostnings-stigninger i form af kilometersatsen - der er også store meromkostninger i form af tomkørsel, ligesom der er omkostninger til administration og finansiering, der skal dækkes ind, understregede formanden.
Brug banerne
»Det er vigtigt løbende at orientere vore kunder om den tyske vejskat og dens konsekvenser. Samtidig har vi dog også som en professionel branche en forpligtelse til at rådgive vore kunder omkring, hvordan virkningerne af den tyske vejskat eventuelt kan afbødes i form af omlægninger, herunder evt. ved at inddrage banerne som underleverandører.
Jo bedre, vi er i stand til at rådgive vore kunder, jo større er chancen for at beholde dem. Samdidig bør vi dog melde klart ud, at der kun er én til at betale den tyske vejskat, nemlig i første omgang kunden, og i sidste ende den almindelige forbruger. Hvis man kun får dækket den tyske vejskat delvis, sætter man virksomhedens eksistens på spil,« sagde Egon Sørensen.