Direktør for Vognmandslaug fylder rundt
Knud Erik Lauridsen, administrerende direktør i Kjøbenhavns Vognmandslaug og i Dansk Møbeltransport Forening, fylder 60 år i morgen.
Knud Erik Lauridsen blev i 1988 ansat i Danske Vognmænd - det nuværende Dansk Transport og Logistik. Inden da var han afdelingsleder på AMU-Center Vest- og Sydsjælland.
Hans store faglige og ledelsesmæssige evner førte i 1994 til en ansættelse som kontorchef i Vognmandslauget. Titlen blev i 1996 ændret til administrerende direktør, da Anker M. Jensen afløste Bent Heick Hansen som oldermand. Desuden fungerer Knud Erik Lauridsen som konsulent for Dansk Transport og Logistik.
Knud Erik Lauridsen har en række tillidshverv , bl.a. som næstformand for Landtransportskolen. Han er manden, der foretrækker at løse problemerne, frem for at skabe dem. Han er den solide og rolige type, der aldrig går i panik.
Knud Erik Lauridsens store fritidsinteresse er fodbold. Han er medlem af bestyrelsen i Sjællands Fodbolddommer-Union, af dommerudvalget i Sjællands Boldspil-Union og af repræsentantskabet i Dansk Boldspil-Union. Han fungerer stadig som dommerbedømmer både for DBU og SBU.
Der er reception for Knud Erik Lauridsen i dag kl. 13 -16 i Frederiksberg Rådhuskælder, Smallegade 3, Frederiksberg.