Hjem-is røvere fængslet
To personer er blevet fængslet for røveri mod en Hjem-is bil i Veflinge på Nordfyn. Det drejer sig om en 34-årig mand og hans 24-årige veninde, begge fra Odense. De blev søndag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor de blev fængslet for fire uger.
Røveriet, som vi tidligere har omtalt, fandt sted onsdag aften i sidste uge. Chaufføren i Hjem-is bilen sad i førerhuset og var ved at bestille varer via mobiltelefonen, da venstre fordør pludselig blev åbnet, og en stor køkkenkniv blev stukket ind i siden på chaufføren, der blev tvunget til at udlevere en pengetaske med ca. 1500 kroner. Chaufføren i Hjem-is bilen kom ikke noget til.