Kendt opbygger død
Den tidligere ejer af Vognfabrikken Stena i Næstved, Kurt Jespersen er død, 65 år. Han faldt om med hjertestop i lørdags, da han spillede badminton.
Kurt Jespersen blev først uddannet inden for landbruget og senere som maskinarbejder. Efter at have arbejdet i en årrække som værkfører og leder på Varig i Ringsted og Næstved, etablerede han i 1982 egen virksomhed under navnet “Hængi”, som senere blev til Vognfabrikken Stena.
Da virksomheden var på sit højeste, var der 50 ansatte. Stena producerede blandt andet påhængsvogne, trailere og kærrer og var kendt for at lave opbygninger i håndværksmæssig god kvalitet.
Det gik godt i mange år, men i 2001 gik virksomheden desværre konkurs. Kurt Jespersens søn Torben forsøgte at føre aktiviteterne videre i et nyt selskab. 1. august 2002 blev aktiviteterne overtaget af Sawo Hydraulic A/S, der flyttede produktion og serviceafdeling til hhv. Nopa på Lolland og Sawos nye afdeling i Ringsted.
Torben Jespersen koncentrede sig i stedet om handelsselskabet Nolako A/S, som Kurt Jespersen også havde grundlagt, og hvor han arbejdede til sin død.