Minister lægger pres på bilinspektionen
Trafikminister Flemming Hansen lægger nu pres på parterne i konflikten i Statens Bilinspektion. Samtidig siger trafikministeren dog, at han har fuld tillid til SBIs ledelse.
SBI har været ramt af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse siden 6. februar 2003.
Strejken skyldes utilfredshed hos medarbejderne med en effektiviseringsplan, som ledelsen fremlagde i januar 2003.
Opfordrer til forhandling
"Jeg vil indtrængende opfordre parterne til at genoptage forhandlingerne hurtigst muligt for at finde en samlet løsning, som giver ro og de bedst mulige arbejdsbetingelser for både Statens Bilinspektion, medarbejderne og de mange kunder, og jeg har i den sammenhæng bedt ledelsen om også at inddrage hovedorganisationerne i forhandlingerne. Jeg forventer, at arbejdet bliver genoptaget, så kunderne ikke længere generes," siger Flemming Hansen. Samtidig tilføjer ministeren, at han har tillid til SBIs ledelse.
"Ledelsen i SBI har gjort det som den skulle. Den har konstateret, at der er pålagt effektiviseringskrav, og derefter valgt at benytte lejligheden til at få effektiviseret virksomheden, så effektiviseringskravene kunne gennemføres uden service- og kvalitetsniveauet for kunderne blev nedsat. På den baggrund er det ekstra beklageligt, at effektiviseringsplanen er blevet modtaget så negativt af medarbejderne," siger Flemming Hansen.
Pres fra DTL
Ministerens udtalelser kommer efter at DTL i går sendte et brev til ham med følgende ordlyd:
Kære Flemming Hansen
Statens Bilinspektion har som bekendt igennem længere tid været ramt af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Strejken rammer vejtransporterhvervet hårdt idet den medfører store forstyrrelser i den daglige drift af virksomhederne.
DTL skal derfor opfordre dig til at træffe de nødvendige foranstaltninger, således at transporterhvervet både nu og fremover vil kunne udøve sin daglige virksomhed med mindst mulige gener.
Forstyrrelserne betyder især, at virksomhederne i vidt omfang ikke kan få indregistreret nye køretøjer og få fornyet ADR-attester på køretøjer, der kører med farligt gods.
DTL er blevet kontaktet af transportvirksomheder, der ikke kan iværksætte nye kørselskontrakter på grund af mangel på materiel. Andre virksomheder har allerede indgået kontrakter, der forudsætter brug af nye køretøjer. Køretøjerne er indkøbt men kan ikke blive indregistreret, hvilket medfører udgifter til dækningskøb.
Virksomhederne er således udsat for store økonomiske belastninger på grund af afsavn og forpligtelser til at opfylde indgåede kontrakter.
DTL er godt bekendt med, at du ikke kan gribe ind i selve konflikten, men vi mener, at der efter omstændighederne bør kunne findes løsninger til at afhjælpe det stadigt stigende problem for virksomhederne og deres kunder.
Med venlig hilsen
Dansk Transport og Logistik
Michael Svane