DTL: Syn bilerne om aftenen
Når DTL i dag holder møde med Statens Bilinspektion, har man et konkret forslag med i tasken: Lad synshallerne holde ekstraordinært åbent om aftenen, indtil antallet af biler, der ikke er blevet synet på grund af strejken i synshallerne, er blevet nedbragt.
DTL foreslår endvidere, at synsfolkene i højere grad foretager pladssyn, altså syner bilerne ude i virksomhederne.
Ifølge DTL medfører strejken, der snart har varet i to uger, at omkring 350 lastbiler og andre tunge køretøjer hver dag må vente på at blive synet. Derved mister transporterhvervet knap en million kroner i døgnet, viser DTLs beregninger.