Kæmpe interesse for lastbilsimulator
Der er enorm interesse for lastbil-simulatoren, som under stor bevågenhed fra medierne blev taget i brug i slutningen af januar.
Indtil 1. april er lastbil-simulatoren på præsentationstur rundt i Danmark, men allerede nu er projektet en overvældende succes.
"Vi har fået 30-40 henvendelser fra transportfirmaer, som gerne vil booke simulatoren til træning af deres chauffører. Nogle af firmaerne er virkelig store, bl.a. Arla Foods og Post Danmark er blandt de interesserede," oplyser projektleder Magnus Købke, TSU.
Programmer finpudses
Det er hovedsagelig store virksomheder, der har henvendt sig, men også vognmandsfirmaer med 10-12 ansatte er blandt de interesserede.
Det bliver dog først efter den 1. april, når promotionturen rundt i Danmark er slut, at simulatoren kan bookes, og endnu er der en del af edb-programmerne, som skal finpudses til danske forhold.
Chauffør fik et chok
"Vi er meget glade for den store interesse. Nogle chauffører og vognmænd har måske - før de prøvede simulatoren - været i tvivl om der ikke var for meget computerspil over den, men alle er meget interesserede og ser den som et godt værktøj, når de først har prøvet en tur i den," siger Magnus Købke.
Som illustration af, hvor tæt på virkeligheden simulatoren kommer, fortæller Magnus Købke, at en chauffør fra Skjern, som var på vej ned ad en isbelagt bakke i simulatoren, blev så forskrækket, da han "kolliderede" med et andet køretøj, at han faktisk fik et chok.