ITD bygger nyt i Padborg
Eksportvognmændenes organisation har besluttet at opføre et helt nyt hovedsæde i Padborg.
Det nye domicil placeres i området ved “Lyren”, tæt ved motorvejsafkørsel 75. Prisen for byggeriet bliver 42 millioner kroner.
Med nybyggeriet, der skal stå klar i sommeren 2004, samles medarbejderne fra ITD og FDE atter. ITD, der er den organisatoriske del, beskæftiger 21 medarbejdere, mens eksportvognmændenes kommercielle selskab FDE har godt 70 ansatte. FDE har siden 1991 haft til huse i Frøslevlejren.
I tre etager
Udover FDE og ITD flytter Institut for Transportstudier ind i det nye byggeri. Det samme gør CALT, der er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Padborg Udviklingscenter og en afdeling af BST Varde.
Det nye transporthus bliver i tre etager, med i alt 2850 kvadratmeter under tag. Der kommer ikke til at mangle udenomsplads, idet grunden er på 25.000 kvadratmeter.
Byggeriet kommer til at bestå af en kontorbygning og et konferencecenter med en sal, hvor der er plads til 150 mennesker. Desuden bliver der møde- og kursuslokaler.
Det omfattende byggeri, som MT Højgaard har fået i totalentreprise, blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 18. januar.