Flyttefirma stopper rocker-sponsorat
Et af landets største flyttefirmaer, BIBO Transport & Flytteservice A/S i Tåstrup ved København, har med øjeblikkelig virkning stoppet den sponsoraftale, som de indtil i går havde med et medlem af den berygtede rockergruppe Bandidos.
"Vi vidste godt, at han var medlem af Bandidos, men han er samtidig nr. 1 i racing. Vi går ofte ind og støtter sportsverdenen, f.eks. Le Mans og racerløb i det hele taget. Det er meget imod min vilje, men vi føler ikke, at vi kunne gøre andet end at droppe aftalen," siger direktør Bo Hansen, BIBO Transport, til Lastbil Magasinet.
Stoppet af sponsoratet sker bl.a. på baggrund af en artikel i går i Ekstra Bladet, som fortalte om sponsoratet, der bl.a. er gået til at transportere Bandidos-medlemmets Harley-racer til og fra løb i udlandet. Ifølge avisen stod både BIBO´s navn samt Bandidos-logoet på hans racer-motorcykel.
Brian Nielsen gjorde vognmanden kendt
Den kendte bokser Brian Nielsen, der i dag bor i udlandet, blev forrige år medejer af BIBO, da han købte 25 procent af aktierne i flyttefirmaet. Firmaet blev i 1991 stiftet af Bo Hansen som selvstændig vognmand.
Han lagde ud med to flyttevogne.
I dag har virksomheden 95 medarbejdere og en vognpark på 55 vare- og lastbiler, samt 8000 kvadratmeter lager. Kunderne er både private og erhvervslivet.
"I dag råder vi også over flyttebiler på helt op til 120 kubikmeter og med tre-akslet kærretræk," fortæller Bo Hansen.
Uden Danmarksberømte Brian Nielsen havde firmaet dog næppe nået den nuværende størrelse. Bo Hansen:
"Jeg kan ikke vide, om det har skaffet os øget omsætning. Men det har i hvert fald gjort os meget kendt blandt kunderne. I dag kender alle BIBO, og det skyldes Brian," siger Bo Hansen.
Hvor går grænsen
Som nævnt er det ikke med Bo Hansens gode vilje, at sponsoratet er blevet trukket tilbage.
"Man kan sige, at vi var nødt til at bøje os for pressen for ikke at få et dårligt ry i kundernes øjne. Men hvor går grænsen? Arla Foods har da også sponsoreret landsholdet, selv om Stig Tøfting har en voldsdom. Vi kan jo ikke tjekke alt og alle. Vi giver hvert år 650.000 kroner i sponsorkroner til alt lige fra handicap-idræt til racerløb," siger Bo Hansen.
Da Brian Nielsen i 2001 trådte ind i firmaet, blev det omdannet til et aktieselskab. De øvrige ejere er Bo Hansen, Lisbeth Hansen, samt André Pedersen.