Nyt lastbilværksted indvies lørdag
Scanva Diesel indvier i morgen sit nye, moderne lastbilværksted på Ringstedvej 41 i Sorø.
Den nye værkstedsbygning har 6 servicebaner og et samlet værkstedsareal på 1.200 kvadratmeter, hvilket er ca. 500 kvm mere end det gamle værksted kunne tilbyde.
Det nye værksted er forberedt til "svenskertræk", hvilket betyder, at lastvogntog på 25,25 meter også kan blive serviceret på værkstedet. Servicebanerne på det nye serviceværksted er 28 meter lange og 6,5 meter brede.
Scanva Diesel åbner dørene til det nye værksted i morgen fra klokken 10 til 16, hvor der udover en fremvisning bydes på god musik og mad og drikke. Desuden er der mulighed for at se - og prøvekøre - Scanias nye 420 HPI.