Vognmand og modelbygger død
En af landets kendte modelbyggere, vognmand Henning Sandgaard, Solrød Strand er død, 51 år.
Henning Sandgaard havde drevet vognmandsforretning siden 1977. I 1986 etablerede han Solrød Minitransport, hvor han kørte med indlejede biler.
I slutningen af 80’erne var han medstifter af Totaltransport A/S. Firmaet var etableret på initiativ af bestyrelsen i den daværende Sdr. Birk Vognmandsforening, og i starten var det kun medlemmer, der kunne være aktionærer.
Firmaet var imidlertid ikke bæredygtigt, og i de senere år kørte Henning Sandgaard blot med en enkelt mindre bil, som han betjente sine faste, mangeårige kunder med.
De små biler
I fritiden var det de helt små biler, der interesserede vognmanden. Han byggede modelbiler i over 30 år, og bilerne blev bygget op helt fra grunden. Det skulle være biler, der lignede, og ofte var det modeller af biler fra gamle sjællandske firmaer.
Henning Sandgaard, der selv havde hundredevis af modelbiler stående hjemme på hylderne, var initiativtager til den første Minitrucker festival i 1986. Og han var i alle årene hovedkraften bag festivalen, der fandt sted hvert andet år - altid hos den fynske MAN forhandler Jørgen Kjærgaard.