Østrig indfører også vejskat
Fra 1. januar 2004 må danske vognmænd se i øjnene, at omkostningerne øges betragteligt, når de benytter det tyske og østrigske vejnet.
Debatten omkring vejskat har raset længe i Tyskland og er flere gange blevet udskudt, blandt andet på grund af uenighed om, hvem der skal stå for den elektroniske opkrævning på det tyske vejnet.
Imidlertid ligger det nu klippefast, at østrigerne fra denne dato også indfører en vejskat for lastbiler. For et typisk dansk eksportvogntog betyder det en afgift på cirka 2 kr. pr. kørt kilometer, betragteligt højere end den tyske vejskat, som ventes at ligge på cirka 1,10 kr. pr. kilometer.
Regningen sendes videre
Det østrigske erhvervsliv og hele alpelandets transportbranche er i oprør over vejskatten, især fordi den er højere end i nabolandet Tyskland.
"Indførelsen af den tyske og østrigske vejafgift gør behovet for at harmonisere EU-landenes afgifter aktuelt. Hvis det frie marked i EU skal være andet end et slogan, er det nødvendigt, at Europa-Kommissionen tager de nødvendige initiativer til, at det europæiske fællesskab tages alvorligt. Det gælder også på afgiftsområdet," siger ordførende direktør Michael Svane, DTL.
Michael Svane er ikke i tvivl om, hvor regningen i sidste ende havner:
"Danske transportører hverken kan eller vil betale omkostningerne ved de nye nationale vejskatter. Derfor er det vigtigt, at transportkøberne og forbrugerne allerede nu indstiller sig på de ekstraomkostninger, der bliver en følge af de nye nationale vejskatter," siger han.