23948sdkhjf

Citygods-ordning kan brede sig

Set ud fra kommunens synspunkt forløber kørsels-restriktionerne i Københavns Middelalderby så fint, at den måske kan brede sig til andre danske byer

"Man kan godt forestille sig, at City Gods ordningen "eksporteres" til andre store byer i Danmark, som f.eks. Århus og Odense. Men det kræver, at bykernerne også her har den ganske særlige gadestruktur som i Middelalderbyen i København - en struktur, som gør det svært for køretøjer at komme rundt. Ellers giver det ingen mening."

Projektchef Søren Kjærsgaard, Københavns Kommune, er indtil videre godt tilfreds med den såkaldte City Gods Ordning, som blev indført i København i år.

Den nye ordning betød, at alle last- og varebiler med en totalvægt over 2.500 kg fra 1. februar skulle have et særligt certifikat for at kunne standse lovligt i Københavns bykerne, også kaldet Middelalderbyen.

Kapacitet skal udnyttes

Hovedmålet med ordningen er at forbedre miljøet og trafiksikkerheden i området, og blandt andet at få vognmænd til at udnytte deres lastekapacitet bedre, så den samlede varetransport kan klares med færre biler. Hensigten er et bedre miljø, at skabe mere plads – og mindre ventetid.

Forud for indførelsen af ordningen blev der gennemført en frivillig forsøgsordning fra 1998 til 2000, som bl.a. viste, at over halvdelen af vare- og lastbiler kun udnytter 20 procent eller mindre af deres lastekapacitet.

Tre slags certifikater

Der findes tre typer certifikater, som giver adgang til "de hellige haller."

Grønt certifikat kræver bl.a., at lasteevnen skal udnyttes med mindst 60 procent. Og dette certifikat er det eneste, som giver adgang til 20 særlige læssezoner til af- og pålæsning.

Gult certifikat er en dispensation til de biler, der ikke kan opfylde kravene til grønt certifikat, og køretøjer med dette certifikat kan ikke bruge læssezonerne.

Til slut er der rødt certifikat, som er beregnet til de køretøjer, der kun sjældent kommer i Middelalderbyen, typisk en vognmand udenbys fra.

Det er værd at gøre opmærksom på, at et certifikat ikke er gratis.

Ingen kære mor

"Indtil nu har vi udstedt 1000 grønne og 3000 gule certifikater. Selv om det endnu er tidligt i forløbet, er det mit indtryk, at der er bred tilfredshed med ordningen," siger projektchef Søren Kjærsgaard.

"Hensigten er jo en mindre belastning af city, og jeg er i kontakt med flere vognmænd, som er begyndt at tænke meget mere i disponering af deres lastekapacitet. Og jeg har også hørt fra nogle, som vil omstille deres vognpark til en større flåde af køretøjer under 2500 kilo, så de slipper helt uden om ordningen."

Indtil 1. februar 2003 er der "generel amnesti", hvis køretøjet ikke opfylder kravene for at få et grønt eller gult certifikat. Men efter denne dato hjælper ingen kære mor, her må transportører finde en kreativ løsning, hvis bilen ikke opfylder myndighedernes krav.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109