Transamerica og Diesel-Gården udvider trailer-samarbejde
Transamerica Trailer Leasing A/S og Scania-forhandleren Diesel-Gården A/S har netop indgået en langsigtet samarbejdsaftale om service og reparation af Transamericas flåde af udlejningstrailere i Danmark.
Baggrunden for samarbejdsaftalen er, at Transamerica ønsker at reducere antallet af underleverandører af service og reparationer på udlejningsflåden, samt at konsolidere virksomhedens jyske aktiviteter.
1500 trailere
Samarbejdsaftalen betyder, at Diesel-Gården får hovedansvaret for service og reparation af Transamericas udlejningsflåde på ca. 1.500 enheder i Danmark. I den forbindelse opføres et helt nyt trailercenter på Kokbjerg 23 i Kolding. Centret bliver på 34.000 m2 med otte gennem-gående baner. Med en beliggenhed lige ved motorvejsafkørsel 62 på E20/E45 får det en god beliggenhed både for den nord/syd- og øst/vest-gående trafik.
Depoter lukker
I det nye trailercenter bliver der også plads til Transamerica´s administration, som hidtil har ligget i Padborg. Det nye center bliver således hoveddepot for Jylland/Fyn, og i forbindelse med flytningen vælger Transamerica at lukke depoterne i Tilst, Esbjerg og Padborg.
Det nye trailercenter i Kolding bliver taget i brug den 1. april 2003. Centret vil give Transamerica´s kunder bedre forhold i form af hurtigere ind/udlevering, direkte adgang til service og reparation samt længere åbningstider (kl. 7.00-20.00 på alle hverdage).
Kølemaskiner og kølekasser
Det er Diesel-Gårdens plan at samle sin ekspertise på trailerservice og -reparation fra Scaniaanlæggene i Padborg, Vojens, Erritsø, Odense og Kolding på det nye trailercenter i Kolding. Diesel-Gården planlægger på lidt længere sigt at udvide udbuddet af serviceydelser til også at omfatte service og reparation af bl.a. kølemaskiner og kølekasser.
I forbindelse med samarbejdsaftalen flyttes Transamericas depot på Sjælland fra Brøndby til Skandinavisk Transport Center i Køge. Her får Scania-forhandleren Nyscan A/S ansvaret for håndtering samt service og reparation af Transamericas trailere i Østdanmark.