23948sdkhjf

Fotofælder kan koste kortet

Bortset fra enkelte politikredse er hele Danmark nu omfattet af den automatiske hastighedskontrol. DTL synes også, at det er en god ide – blot det ikke bliver en statslig pengemaskine

Både af hensyn til færdselssikkerheden, men også jobbet, kan det være værd at holde øje med varebiler, som skjuler sig i vejsiden.

1. oktober 2002 fik det meste af landet nemlig automatisk trafikkontrol. Undtaget er Lyngby, Hvidovre, Glostrup, Tårnby og Bornholm politikredse. Her begynder kontrollen først til marts næste år, fordi politiet har forrygende travlt på grund af efterårets EU-topmøder.

Målingerne er koncentreret om farlige strækninger med mange ulykker, ved skoleveje og vejarbejder, og på landevejstrækninger gennem mindre byområder. I varevognene er placeret radar, samt kamera, og er hastigheden overskredet, ja så får chaufføren det ikke umiddelbart at vide. Først når der dumper et brev med et fotografi af køretøjet ind ad brevkassen, ved man, hvad klokken er slået.

"Umiddelbart har vi ikke noget imod den automatiske hastighedskontrol, lovgivningen skal jo overholdes. Men det er vigtigt, at kontrollen ikke blot bliver brugt som en fast indtægtskilde for staten, og for os er det afgørende, at kontrollen udføres de steder, hvor det er tiltrængt," siger ordførende direktør i DTL, Michael Svane, til Lastbil Magasinet.

70 er grænsen

Det er de lokale vejmyndigheder, som udvælger strækningerne, og det sker i samarbejde med det lokale politi. "På den måde har vi de bedste chancer for at få bugt med alle de trafikulykker, der skyldes for høj fart," oplyser Vejdirektoratet.

For privatbilister skal hastigheden overskrides med 70 pct., før kørekortet frakendes betinget, men når det gælder lastvogne, er det værd at være opmærksom på, at denne grænse er på 40 pct. Det betyder f.eks., at kører en chauffør i et lastvognstog over 70 km-t i bymæssig bebyggelse, hvor der maksimalt må køres 50 km-t, ja så ryger kortet. Dog er der altid en tolerancemargen på tre pct.

I øvrigt viser en undersøgelse fra analysebureauet Telescope fra maj i år, at næsten halvdelen af trafikanterne respekterer hastighedsgrænserne, hovedsagelig på grund af den automatiske hastighedskontrol. Oveni er to tredjedele af befolkningen, ifølge undersøgelsen, positive over for kontrollen.

Firma betaler bøden

I England har man også automatisk fartkontrol, og her har firmaet Acclaim, der udvikler computerspil, vakt stor opsigt, fordi de tilbyder at betale de fartbøder, bilister får i fotofælder på fredag, skriver dagbladet Politiken. Tilbudet er ment som en reklame for firmaets nye racerspil, men de britiske transportmyndigheder er naturligt nok særdeles skeptiske over for den utraditionelle ide.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078