EU-støtte til sikker p-plads i Padborg
EU-kommissionen vil nu se nærmere på mulighederne for at give økonomisk støtte til pilotprojektet, der skal resultere i en overvåget parkeringsplads for lastbiler i Padborg.
Det blev resultatet af et møde tirsdag mellem de danske EU-parlamentsmedlemmer Anne E. Jensen og Freddy Blak og EU’s transportkommissær Palacio.
»Palacio lovede os, at hun vil se nærmere på, om projektet kan støttes inden for traktatens grænser. Der er ikke umiddelbart et retligt grundlag, der kan bruges, men med det konkrete projekt fra Padborg i hånden, har kommissæren lovet os at se på sagen og finde en løsning,« siger Freddy Blak, den “frie” socialdemokrat.
Hans kollega, Anne E. Jensen, Venstre tilføjer:
»Der er mulighed for at søge om penge til pilotprojekter i EU’s budget, og det vil vi straks gå igang med. Det var et positivt møde, der gav os håb om, at vi kan få kommissærens opbakning til projektet. Overfald på chauffører og tyveri af gods er helt klart et problem, der optager kommissæren,« siger Anne E. Jensen, der er medlem af EU-parlamentets budgetudvalg.
Pilotprojektet i Padborg skal skabe en p-pålads, hvor både kameraer og en vagt med hund skal sikre, at chauffører kan hvile sig uden at være bange for uventet besøg.