Lange vogntog er på vej
"Senest om fem år er det tilladt med lange vogntog i Danmark. Sker det ikke, risikerer man bl.a., at store internationale firmaer med lagre i Danmark flytter til Sverige, hvor de lange vogntog er tilladt."
Det sagde DTLs ordførende direktør Michael Svane til Lastbil Magasinet efter gårsdagens seminar om længere lastbiler på vejene, hvor han var blandt talerne.
Seminaret, der fandt sted på Landtransportskolen i Hvidovre, havde samlet ca. 75 deltagere fra den nordiske transportbranche, herunder en række eksperter inden for byggeri af veje og broer.
Selv om eksperterne tog en række forbehold, skulle der rent vejteknisk ikke være noget til hinder for, at der fremover kan køre 25,25 m lange og 60 ton tunge vogntog på de danske veje, ligesom i Sverige og Finland.
Praktisk manøvrekørsel
Foruden teoretiske indlæg og debat bød seminaret også på praktisk manøvrekørsel med lange køretøjer bestående af forvogn, dolly og 13,60 m anhænger. Den 3-akslede forvogn havde medstyrende bagaksel og imponerede med en meget lille venderadius.
"Hvis man ikke kører med tungt gods, er det dog ikke nødvendigt med en styrende bagaksel, for så kan man bare hæve bogieakslen," udtalte kørselsleder Ib Andersen fra den store blomstertransportør Alex Andersen Ølund i forbindelse med demonstrationen.
Den fynske blomstertransportør har i halvandet år haft seks lange vogntog kørende i Sverige uden problemer.
"Det er utroligt så mange steder vi kan komme ind med de lange vogntog," siger Ib Andersen, der oplyser, at firmaet kan nøjes med to lange vogntog i stedet for tre almindelige "danske" vogntog.
Læs mere om de lange vogntog i næste nummer af Lastbil Magasinet.