DTL: Ens afgifter hurtigst muligt
Dansk Transport og Logistik vil have ens dieselafgifter i EU så hurtigt som muligt. Vognmandsforeningen mener, at EU-forslagets overgangsperiode på syv år er for lang, og at det tilladte afgiftsspænd for de enkelte lande på 100 Euro for 1000 liter diesel er for stort. Begge forhold vil fastholde konkurrenceforvridningen i for lang tid, mener DTL.
Det fremgår af et høringssvar, som DTL har sendt til Skatteministeriet vedrørende EU-Kommissionens direktivforslag om harmonisering af medlemslandenes punktafgifter på benzin og diesel.
DTL finder, at al erhvervsmæssig godskørsel i princippet bør omfattes. Hvis der absolut ønskes en vægtgrænse, foreslår foreningen, at den hidtidigt anvendte grænse for lastbilers totalvægt på 12 ton i forbindelse med vejbenyttelsesafgift anvendes som grænse for definitionen af erhvervskørsel. Den gælder således også for den kommende tyske vejafgift (Lkw-Maut). Dermed sikres en symmetri mellem vejafgifter og brændstofafgifter og muligheden for en koordinering af disse, skriver DTL i høringssvaret.