Volvo indvier nyt domicil
I begyndelsen af året flyttede Volvo Lastvogne og Busser Danmark A/S, Volvo Finans A/S og Volvo Penta Norden AB region Danmark ind i et nyrenoveret byggeri i Herlev. I eftermiddag vises huset frem for offentligheden mellem klokken 14 og 17.
Volvos nye domicil, der ligger på adressen Lyskær 3B i Herlev, er en klassisk industribygning fra 1949. Bygningen er blevet renoveret, så den fremstår som en blanding af det klassisk historiske og det funktionelt moderne.
Kunstneren Per Arnoldi var med til at præge indretningen af Volvos tidligere domicil helt tilbage i 1973, og han har også været med til at udsmykke de nye bygninger. I eftermiddag kommer han og fortæller om sine overvejelser, når han causerer over temaet "Kunsten og det virkelige liv".