23948sdkhjf

Heftig strukturdebat på generalforsamling

Stadig plads til enkeltvirksomheder

Enkeltvirksomheder kan fortsat være direkte medlemmer af DTL uden at de behøver melde sig ind i en lokal- eller specialforening. Det er således stadig "frivillighedsprincippet", der er gældende.

Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL) havde sammen med de fire jyske kredse 1, 5, 6 og 7 foreslået, at DTL fremover kun skulle være for medlemmer af lokal- eller specialforeninger: "DTL ønskes tilbageført til at være en vognmandsstyret hovedorganisation for tilsluttede kredse, lokal- og specialforeninger", hed det i motiveringen for forslaget.

Formand: Se på landbruget

DTLs bestyrelse foreslog derimod, at den todelte organisationsstruktur med både enkeltvirksomheder og kredse og specialforeninger blev opretholdt. DTLs formand Kaj Nielsen sagde bl.a. i sin motivation for forslaget:

"Nogle vil gøre diskussionen om DTLs interne struktur til et spørgsmål om store medlemmer mod små medlemmer. Det er noget forfærdeligt vrøvl, og det vil være skæbnesvangert for erhvervet, såfremt dette synspunkt får lov at stå uimodsagt," sagde formanden og henviste til landbruget, hvor store og små landmænd er ved at slutte sig sammen.

"Husmænd og godsejere søger sammen på trods af forskellene, som vi alle ved eksisterer. I DTL er vi ikke opdelt i "godsejere og husmænd", selvom vi rummer alle størrelser og typer af virksomheder. Det flotte i DTL har været, er og skal være, at vi trækker på én og samme hammel. Splittelse er ikke en plante, der skal have lov til at gro i vores have," sagde formanden.

Hovbønder i DTL?

FDLs formand Jens Tidemann greb Kaj Nielsens billede med godsejerne og husmændene og kom med denne udlægning:

"Hvis det var godsejere og hovbønder, der skulle være enige, så var det ikke sikkert, at hovbønderne ville være så enige. I DTL har vi også godsejere og hovbønderne, og sidstnævnte er dem, der kører for de store firmaer. Jeg er enig i, at vi skal have samling i DTL, men det skal være på lige vilkår, så vi er medlemmer på lige fod," sagde Tidemann.

Angst for fremtiden

Joan Hansen, Herning, der er i bestyrelsen hos både DTL og ITD, mente, at DTL ville være tilbage i stenalderen, hvis FDLs og de fire kredses forslag blev vedtaget:

"Det er udtryk for en angst for fremtiden, som man tror man kan bekæmpe ved at holde de "ikke-stuerene" vognmænd ude. Det bringer minder om min fars tid i FDL, hvor holdningen var, at det gjaldt om at holde dem ude, der ville tage deres gods. Hvorfor skal vi dog være så bange for de store. Hvem skal f.eks. flytte Mærsks containere, det skal den lille vognmand," sagde Joan Hansen.

Frank Nørgaard fra Danske Fragtmænd var på samme linje:

"Vi kan ikke sætte verden i stå, så stem ja til bestyrelsens forslag. Det fremgår jo af navnet, at da Dansk Transport og Logistik blev dannet, kom det netop til at dreje sig om transport og ikke om vognmænd," sagde han.

Forslaget fra FDL og de fire jyske kredse blev klart nedstemt af generalforsamlingen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078