Lastas overtager Øster Snede Ladfabrik
Anders K. Larsen siger, at der vil ske yderligere automatisering på fabrikken, som han er sikker på kan blive en god forretning.
Øster Snede Ladfabrik har også hidtil kørt med sorte tal, men har haft lidt problemer på grund af stifteren og ejeren Henry Christensens sygdom. Han fortsætter som salgsdirektør i virksomheden, som han etablerede i 1970.
Øster Snede Ladfabrik beskæftiger knap 70 ansatte, og virksomheden er kendt for sit “Øster Snede Lad”, der sidder på mange danske lastbiler. Fabrikken har bl.a. lavet mange lad til fragt- og postbiler. Desuden er man underleverandør til de forskellige lastbilforhandlere.
Kan det ikke være et problem, at Lastas er en konkurrent til lastbilforhandlerne?
»Nej, for vi er samtidig store kunder gennem vores udlejningsselskab, så det ser jeg ikke som noget problem,« siger Anders K. Larsen til Lastbil Magasinet.
Øster Snede Ladfabrik ApS fik i forrige regnskabsår et resultat på 285.000 kr. ud af en nettoomsætning på 71,6 millioner og en bruttoavance på 6 millioner. Egenkapitalen er på 10,5 millioner.
Moderselskabet Øster Snede Holding ApS har en egenkapital på knap 15 millioner kroner.