Ny stor vognmandsforening
På et stiftende møde 4. maj sluttede Silkeborg-, Odder & Skanderborg-, Djurslands-, Aarhus- samt Århus Omegns Fragt- og Vognmandsforening sig sammen. Storforeningen får 281 medlemmer og er nu den største lokalforening i 3. Kreds.
Den nye storforening med navnet Østjyllands Vognmandsforening har fået en overgangsbestyrelse med to medlemmer fra hver af de fem stiftende foreninger.
Overgangsbestyrelsen består af formand Jørgen Buhl, næstformand Finn Højer, Poul Hansen, Torben Steiniche, Poul Jacobsen, Jan Stevnshoved, Flemming Kjær, Erik Sørensen, Jan Mørck og Flemming Petersen.
På den første ordinære generalforsamling i forår 2003 vil bestyrelsens antal blive nedbragt til syv ved lodtrækning, og de overskydende medlemmer bliver suppleanter indtil næste valg.
På den stiftende generalforsamling blev det fremtidige indskud og kontingent sat til hhv. 1.500 kroner og 1.800 kroner årligt uanset antal biler.
Efter fusionen er der nu 41 lokalforeninger under DTL.