Speditionsfirma får EU-tilskud til efteruddannelse
Pengene skal bruges til at efteruddanne firmaets 140 administrative medarbejdere inden for informations- og kommunikationsteknologi.
EU’s Socialfond har hidtil alene støttet arbejdsledige, men nu støtter fonden også efteruddannelse af medarbejdere, og Andreas Andresen A/S er det første speditørfirma, der benytter sig af den mulighed i Danmark.
Andre speditørvirksomheder skal dog ikke regne med også at få støtte til efteruddannelse af medarbejderne på IT-området. EU’s socialfond støtter nemlig kun projektet i Padborg på den betingelse, at det kommer hele branchen til gode, og derfor stiller Andreas Andresen også sine erfaringer til rådighed for hele branchen, oplyser firmaet.
For dårligt uddannede
En af socialfondsudvalgets argumenter for at støtte projektet i Padborg var, at det ”imødekommer et behov for at hæve kompetenceniveauet inden for en branche med efterslæb på uddannelsessiden”. På normalt dansk betyder det, at speditørbranchens medarbejdere sjældent er godt uddannede.
Andreas Andresen a/s kunne, tilbage i 2001, indse nødvendigheden af at opkvalificere det administrative personale og rettede i den forbindelse henvendelse til AOF Arbejdsmarkedsafdeling i Aabenraa med forespørgsel om løsning af opgaven. Virksomheden fik ved denne lejlighed mulighed for at afprøve AOF’s kompetenceniveau.
Betaler selv en del
Hen over sommeren blev der basis for at søge EU’s socialfond om et økonomisk grundlag for at få projektet delvist finansieret igennem EU midler. Den endelige godkendelse fra EU’s socialfond forelå den 4.10.2001, og selvom der skulle ændres på betingelserne for projektet, så var startskuddet givet.
"Globale IKT-kompetencer" blev projektets navn, og består i dens grundform af en EU-finansieret del samt en selvfinansieringsdel fra firmaet Andreas Andresen a/s.