23948sdkhjf

EU skal kigge på overfald

Medlemmer af Folketingets trafikudvalg lover, at overfald på chauffør får høj prioritet under Danmarks EU-formandskab.

Problemet med det stigende antal overfald på lastbilchauffører bliver taget op, når Danmark til efteråret overtager formandskabet i EU.

Det lovede to medlemmer af Folketingets trafikudvalg, venstremanden Sven Burkall og socialdemokraten Niels Sindal ved en konference fredag i forbindelse med transportudstillingen i Padborg.

Niels Sindal, der også har siddet i Europaparlamentet, efterlyste et stærkere politisk pres på EU-landenes justitsministre for at få gjort noget ved problemet med overfald.

"Jeg savner oprigtigt talt en vilje til at løse det her problem - i stedet får man en sludder for en sladder. Når Danmark får formandskabet, har vi mulighed for at give problemet højeste prioritet," sagde det socialdemokratiske folketingsmedlem.

Sven Burkall fra regeringspartiet Venstre lovede, at problemet vil blive taget op.

"Det er et kæmpestort problem, som jeg desværre ikke tror, der findes en nem løsning på," sagde Burkall.

Den tyske vejafgift

Overfald på chauffører var blot et af mange emner, der blev taget op på konferencen, som foregik i et koldt telt på udstillingspladsen ved toldbygningen i Padborg. Konferencedeltagerne sørgede dog selv for at tale sig til varmen, for debatlysten var stor. Efter at de to folketingsmedlemmer havde afleveret hvert et indlæg, var debatten fri. Blandt de emner, der kom frem, var den tyske vejafgift, som ingen i teltet brød sig om.

DTLs ordførende direktør Michael Svane spurgte direkte de to folketingsmedlemmer, om de ville være med til at anlægge en sag ved Europadomstolen for at sætte en stopper for den tyske vejskat.

"For dette afgiftsvanvid vil brede sig til andre lande, og det er uværdigt for europæisk - og dansk - transportpolitik, at man kun kan tale om afgifter og regler," sagde Michael Svane.

Tysk enegang bekymrer

De to folketingsmedlemmer ville dog ikke love ubetinget støtte til Svanes korstog mod tyskerne, men den tyske enegang bekymrer dem begge.

"Der er ikke brug for, at endnu flere opfinder deres egne afgifter, men den tyske vejskat er et fælles europæisk problem," sagde Sven Burkal, og Niels Sindal var på linje med ham:

"Problemet er, at skatte- og afgiftssystemerne er meget forskellige blandt EU-landene. Vi må acceptere, at hvert land har deres systemer, men vi må sikre, at ingen favoriseres. Trafik er et fælleseuropæisk problem, og derfor bliver skatte- og afgiftspolitik på et tidspunkt en fælleseuropæisk linedans," mente det socialdemokratiske folketingsmedlem.

Kompensation eller ej?

Niels Sindal fortalte i øvrigt, at han havde fået oplyst fra trafikministeriet, at hverken tyske eller udenlandske vognmænd ville få kompensation for den tyske vejafgift.

Den oplysning fik Michael Svane til at gå på talerstolen og oplyse Niels Sindal om, at tyske vognmænd får en kompensation på 300 millioner Euro i form af bl.a. lavere vægtafgift.

"Det vil jeg omgående orientere trafikministeriet om, hvis de ikke ved det," sagde DTLs ordførende direktør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078