Vognmand smidt ud af DTL
”Jan Larsen er udelukket af DTL som følge af voldgiftssagen. Eksklusionen er jo en konsekvens af vore etiske normer, og Retten gav bestyrelsen medhold i, at Jan Larsen har vist en sådan adfærd, at bestyrelsens beslutning om at ekskludere ham var berettiget,” fortæller ordførende direktør Michael Svane, DTL.
Direktøren påpeger også, at dommen ikke var til at tage fejl af. Jan Larsen blev nemlig også dømt til at betale sagens omkostninger, som er et betydeligt beløb.
Stjal kollegas trailer
I januar 1999 stjal Jan Larsen, Nykøbing Sj. en kollegas trailer, mens den var til service i Hedensted. Traileren tilhørte Ebbe Petersen, Næstved.
Der skulle gå godt halvandet år, inden tyveriet blev afsløret. Det skete ved en tilfældighed, da det blev observeret, at Jan Larsen havde to trailere med samme registreringsnummer.
Sidste år faldt dommerens hammer ved Retten i Nykøbing Sj. Her fik vognmanden otte måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste for sin ulovlige handling.
Til Færdselsstyrelsen
Ifølge en kilde driver Jan Larsen i dag forretning med to køretøjer, men om det fortsætter er en anden sag.
”Vi vil orientere Færdselsstyrelsen om den beslutning, vi traf, og som nu er stadfæstet af Voldgiften,” siger Michael Svane.
Det er så op til styrelsen at afgøre, om Jan Larsen kan beholde sine tilladelser. Reglerne er egentlig klare nok. Begår en vognmand straffelovsovertrædelser i forbindelse med sin virksomhedsdrift, kan Styrelsen kalde tilladelserne tilbage.
Samtidig har Færdselsstyrelsen den aftale med politiet, at man orienteres om den slags straffelovsovertrædelser.