23948sdkhjf

Ny udbyder af vognmandskurser

To faglærere vil fremover tilbyde kommende vognmænd at blive uddannet på Fyn. Der bliver bl.a. tale om lørdagskurser.

Efter sommerferien kommer der et fynsk supplement til de eksisterende vognmandskurser i Vejle og København. Dansk Transportuddannelse I/S er etableret af Asmus Brigsted og Søren Lagoni, som begge har arbejdet med transport i mange år.

De kurser, Dansk Transportuddannelse I/S tilbyder, er godkendt af Færdselsstyrelsen, men det skete ikke uden sværdslag, fortæller Søren Lagoni:

»Det ene kursus strækker sig over 16 lørdage, og det mente Færdselsstyrelsen i første omgang var et for langt forløb. Men vi har begge to afviklet svendeprøveforløb på Odense Tekniske Skole i mange år, og det lykkedes at overbevise Færdselsstyrelsen om, at et forløb over 16 uger ikke er for langt. Fordelen ved lørdagskurserne er, at de kommende vognmænd så ikke behøver være væk fra familien i en hel weekend.«

Starter 17. august

Det første lørdagskursus starter den 17. august med eksamen 1. december. Der tilbydes også weekendkurser over 8 uger, ligeledes med start 17. august og eksamen 6. oktober. Desuden tilbydes bl.a. hverdagskurser, hvor der er undervisning på alle hverdage i tre uger.

Dansk Transportuddannelse I/S råder ikke selv over kursusfaciliteter, men vil holde kurserne i lejede lokaler.

»I første omgang bliver det på Fyn, men på sigt vil vi muligvis holde kurserne rundt om i landet, f.eks. i Padborg eller Nordjylland, så det er os, der tager ud til kursisterne og ikke omvendt,« siger Søren Lagoni.

Udover Brigsted og Lagoni har Dansk Transportuddannelse I/S tilknyttet gæstelærere.

Mange år i branchen

Asmus Brigsted er faglærer på Odense Tekniske Skole i afdelingen for Transport og Logistik. Siden 1995 har han været beskæftiget inden for både EUD- og VEUD-uddannelserne. Tidligere har han kørt eksportkørsel i en snes år, og han er desuden uddannet kørelærer til C, D, og E. I slutningen af år 2000 blev han godkendt af Beredskabsstyrelsen som sikkerhedsrådgiver inden for ADR-transport.

Indtil december 2001 var Søren Lagoni ligeledes faglærer på Odense Tekniske Skole i afdelingen for Transport og Logistik, hvor han siden 1993 har været beskæftiget inden for både

EUD-, VEUD- og Renovationsuddannelserne. I dag er han ansat som konsulent ved en brancheforening inden for det grafiske område. Søren Lagoni har mange års brancheerfaring inden for både intern og ekstern transport. Han har ligeledes kørt som chauffør og er desuden uddannet transportleder. Under et års orlov fra Odense Tekniske Skole var han ansat som kørselsleder hos blomstereksportøren Exposa. Han har afsluttet HD 1. del og er i gang med specialet "Regnskab og Økonomistyring".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094