Luksusmodel fra DAF
95XF Limited Edition er en luksuriøs og komfortabel Super Space Cab. I førerhuset er det første, der fanger øjet, de beige lædersæder samt tæppebelægningen og de indvendige paneler i samme farve. Dette giver sammen med instrumentpanelets metal-look og læderrattet et flot interiør.
For at højne komforten endnu mere i disse Limited Edition køretøjer leveres de ab fabrik med et eksklusivt multimedie system, fremstillet i samarbejde med Pioneer. Ovenover forruden er der en 16,5” farveskærm, som giver chaufføren informationer fra satellit-navigationsudstyret, men som også anvendes som fjernsyn eller DVD-anlæg, såfremt håndbremsen er aktiveret. Hvis man under kørslen aktiverer bilens højreblink, vil skærmen automatisk skifte til sidekameraets billede, så man kan se, hvad der sker på lastbilens højre side. Man kan også se TV eller en DVD film i sovekabinen, hvor en stor 20” skærm er monteret.
Limited Edition køretøjerne er baseret på DAF 95XF serien med Super Space Cab og kan leveres i en hvilken som helst motor- og chassisversion, oplyser DAF Trucks Danmark A/S.