Trailervalg er gået i arv
Vognmand Per Christensen har i det forgangne år overtaget familiefirmaet Johs. Christensen Padborg efter sin far Halfdan, og han har også overtaget faderens forkærlighed for et bestemt trailermærke. Halfdan Christensen kørte i årevis med Schmitz trailere, og nu har Per Christensen netop fået leveret 11 nye Schmitz FLEXOS gardintrailere, som er malet i firmaets velkendte farver.
Trailerne er en kombination af to standardtyper, hvor man har taget de normale nedfældbare aluminiumssider fra en presenningstrailer og kombineret dem med skydepresenninger som på en almindelig gardintrailer. Siderne er en ekstra sikkerhed, hvis man f.eks. kører med gods, der kan forskubbe sig, eller kemikalier og lignende.
Lukningen foregår ved hjælp af en elastiksurring, der føres zig zag mellem bøjler på ladsiderne og øjer i gardinsiderne, så åbning og lukning kan ske hurtigt og ubesværet.