Sendte biler på værksted lige inden konkurs
”Jeg havde cirka 20.000 kroner til gode for anden måned i år hos Tech Care, Hasselager, og da firmaet ikke betalte regningen, rykkede jeg for pengene i marts. Men da jeg ringede, aftalte vi, at jeg først skulle lave service på tre biler. Det beløb sig til 30.000 kroner stykket. 14 dage senere blev Tech Care erklæret konkurs,” fortæller ejeren af Glostrup Truck Service ApS, Bent Jensen, Taastrup.
Han er sur og frustreret over, at han nu står med en samlet regning på 110.000 kroner plus moms uden udsigt til at få en krone hjem.
”Det var noget rod gennem lang tid hos Tech Care, men jeg har altid tidligere fået mine penge,” påpeger Bent Jensen.
Nu kan han så stille sig i køen af kreditorer hos kurator Jørgen Hauschildt, Advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen, Århus.
Læs også artiklerne: ”Chauffører fyret uden varsel” og "To gange konkurs i Hasselager".