Chauffører fyret uden varsel
Et enkelt møde 27. marts var alt, hvad der skulle til, inden Tech Care i Hasselager vinkede farvel til 34 ansatte. De kunne så samtidig kigge i vejviseren efter deres tilgodehavende løn, godtgørelse for manglende opsigelsesvarsel, feriepenge og søgnehelligdagsbetaling.
Hos Chaufførernes Fagforening, Århus, fik man den dag en halv snes nye ledige medlemmer, og faglig sekretær Ole Thorup var dengang fast besluttet på at få Tech Care erklæret konkurs så hurtigt som muligt for at hente sine medlemmers tilgodehavender hjem via Lønmodtagernes Garantifond (LG).
Ole Thorup troede nemlig ikke på direktør Mikael Rohde, Tech Care, som halvt om halvt lovede at finde pengene til de fyrede, nu tidligere medarbejdere, hvis han fik sit tilgodehavende hjem fra to store samarbejdspartnere.
Told & Skat lukkede
Den faglige sekretær nåede dog dårligt at få tanken om en konkurs tænkt til ende, inden Told & Skat kom ham i forkøbet og indgav konkursbegæring med afsigelse af dekretet 10. april.
Nu kan Ole Thorup så til gengæld finde regnemaskinen frem, så det endelige krav mod Tech Care kan sendes til LG. Sådan rundt regnet 710.000 kroner forventer fagforeningsmanden at sende bud efter for udebleven løn, feriepenge, søgnehelligdagsbetaling og erstatning i forbindelse med opsigelsen uden varsel.
Læs desuden artiklerne: ”Sendte biler på værksted lige inden konkurs” og "To gange konkurs i Hasselager".